bjarnes berejste blog

Jeg skal lige sige at jeg igen er tilbage paa bjarne-lund-jensen.dk/wp. - efter at have memoreret mit brugernavn! Jeg er ioevrigt lige ankommet til Oman.

Jeg har tilsyneladende glemt brugernavnet til min nye blog! Saa nu skriver jeg her. Jeg naaede Doha, Qatar fredag morgen medbringende en solid forkolelse og en hamrende hovedpine (som forst nu saa smaat er begyndt at lette). Visumproceduren (eller hvad man nu skal kalde det)var lidt besynderlig. Jeg skrev ingen ansogning, betalte blot for et elektronisk kort, saa jeg kunne laase op for adgang til landet....
Det var koldt om morgene og forbavsende koeligt ogsaa senere paa dagen. I dag er det noget varmere, op til 21 grader ifoelge Al Jazeera.
Naar jeg gaar rundt i gaderne ser jeg maend, maend, maend (og et enormt byggeroderi) overalt, mindst 100 maend for hver gang jeg skimter en enkelt kvinde. det er endnu mere markant end jeg husker det fra tidlige besog i muslimske lande.
Jeg smutter tre dage til Oman fra paa mandag, men Yemen naar jeg naeppe i denne omgang.     

Det synes stadig som om folk har svært ved at finde min nye blog. Brug links i højre side og gå ind under "bjarnes berejste blog"!
Efterhånden vil jeg hente flere  og flere billeder fra diverse rejser ind her og placere dem under "sider".

If you want to visit my new blog please go to links and click at:
Bjarnes berejste blog.

Jeg føler mig nu tilstrækkelig sikker på min nye blog. Så fremtidige indlæg skal ses på:
www.bjarne-lund-jensen.dk/wp
Denne blog vil dog blive stående indtil videre, for det varer længe inden jeg får lagt bare en del af mine utallige billeder (fra bl.a. Antarktis) over på den nye blog.
Og - ja, jeg blogger altså videre - men kun i et tempo der passer mig.

mit sidste indlæg på http://www.bjarne-lund-jensen.dk/wp  og skriv meget gerne kommentar der... (jeg vil gerne have teste  wordpress lidt bedre)

- og havde en vellykket premiere på "Liebhaverne" i torsdags

- og lige efter premieren fik damen til venstre (der i skuespillet ikke må være gravid, men som i realiteten er det...) og alle os andre lidt af en overraskelse, hvilket der kan læses lidt om på www.fyens.dk/article/698230

Efter at jeg holdt op med at blogge er mit besøgstal vokset markant!!
Til gengæld er der vist ingen der besøger www.bjarne-lund-jensen.dk/wp, hvor jeg rent faktisk blogger lidt videre i ny og næ.

Litauen 1995:

Det er af og til rart at kende lidt til det lokale sprog. Det oplevede jeg på halvøen Kursiu Nerija lige over for den litauske havneby Klaipeda.

Straks jeg var kommet i land efter den 10-minutters sejltur fra Klaipeda, gik jeg tværs over den skovbevoksede landtange til den vidtstrakte og kridhvide strandbred på den modsatte side. Ca. halvvejs delte stien sig, og på de skilte som pegede i hver sin retning stod der et eller andet på litauesk, som jeg i sagens natur ikke forstod noget som helst af. Men.. tænkte jeg, det kan jo være ligegyldigt.. begge stier fører uden tvivl til stranden.

Det gjorde de også. Men...

Jeg var noget overrasket da jeg kom ned til stranden. Adskillige af kvinderne var topløse. Det var ikke just hvad jeg havde ventet. Og hvad ser jeg... Der er også en del der ganske nøgne.
Det kan jeg godt lide. Lystigt begiver jeg ned på stranden, finder et sted, og gør mig klar til at smide tøjet..

Jeg er kun lige begyndt at tage blusen af da jeg pludselig stopper op. Der er noget galt, tænker jeg... Der er noget der er riv-rav-ruskende galt. Jeg fik pludselig en fornemmelse af at alle kiggede meget intenst på mig. Og at det ikke var de mest venlig blikke de sendte...

Lidt beklemt kigger jeg mig omkring og en frygtelig erkendelse begynder at sive ind i min bevidsthed... Der er ikke en eneste mand på den her strand... bortset fra mig selv selvfølgelig... og jeg er vist ikke særlig velkommen!

Jeg prøver at lade som om at jeg ikke ser noget som helst, ja at jeg nærmest slet ikke er her, mens jeg stille og roligt indleder min retræte. Jeg begynder også at forstå, at det rent faktisk var nogle - ikke bare forbløffede - men temmelig arrige blikke, der havde mødt mig i det øjeblik jeg kom ned til stranden. Men jeg havde slet ikke sanset årsagen, og der var ingen der havde stoppet mig. Da jeg går tilbage ad stien (og bemærker at det naturligvis også kun er kvinder der bevæger sig her), føler jeg mig nærmest som en paria. Jeg her mest af alt lyst til at kravle i et meget meget lille hul hvor ingen kan se mig.

Jeg når tilbage til skiltene. Er man virkelig delt i en strand for kvinder og en for mænd.? Det viser sig dog, at dette ikke helt er tilfældet. Jeg følger den anden sti og kommer til en stor fællesstrand, og her er der bestemt ingen nøgne mennesker, og ingen topløse kvinder.

Pyongyang, Nordkorea 2002

Pudsigt hvad man alligevel kan få lov til et totalitært land som Nordkorea. Jeg sidder rent faktisk i præcis den stol hvor "the dear leader" Kim Jong Il plejer at sidde når han fører forhandlinger!

En sommeraften i 1984 er jeg på vej fra Toulon til Bordeaux. Et tog kommer ind på den perron hvorfra toget til Bordeaux skal afgå. Jeg mener ikke at det er det rigtige tog, men er ikke helt sikker, så jeg går hen og spørger en togkontrollør som netop er steget ud af toget.

Min franskkundskaber dengang var endnu ringere end de er i dag, så jeg spørger ham på engelsk. Jeg gør det så tydeligt som muligt, men han negligere mig totalt.

Jeg bliver irriteret, for jeg ved at det kun er fordi han ikke vil tale engelsk, så da jeg vender mig bort mumler jeg:
- Learn some English...

Det hørte og forstod han!
Han styrter frem imod  mig, griber fat i mig, og tvinger mig baglæns ned på en bænk. Så løfter han den højre hånd og knytter næven, som om
han vil hamre mig en på hovedet...
Dog tøver han, holder blot næven truende foran mit ansigt. To andre kontrollører kommer styrtende og griber fat i ham.

- Police, snerrer jeg, - I want the police !!
- No, no, no, no. En af de tililende kontrollører vifter afværgende med hænderne og ryster vildt på hovedet. - Vi skal nok tage os af ham...
- Ok, siger jeg så, og sikrer mig lige at det ikke var det tog jeg skulle med.

Da toget er kørt bliver jeg trøstet lidt af et par søde ældre damer, som finder kontrollørens opførsel dybt beklagelig.
Snart kommer det rigtige tog, og jeg indleder min natlige rejse til Bordeaux.

Morale: Prøv med nogle nok så håbløse brokker på fransk inden du tiltaler en franskmand på engelsk.

Jeg overvejer p.t. kraftigt om jeg burde genindmelde mig i de berejstes klub. Jeg mangler bare nogle gode argumenter for at gøre det. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor skal alle danskere der har en eller anden fælles interesse absolut danne en forening?

En særlig til ros til Heidi fordi hun sørger for et utvivlsomt veloplagt  publikum (fra "Hos Heidi") til vores forpremiere på  "Liebhaverne" d. 27/9.

Efter at jeg for snart 30 år siden - nærmere bestemt i 1977 - var vendt hjem fra en rundrejse i USA skrev jeg  i en artikel følgende om min oplevelse af amerikansk TV:
"... Der var adskillige programmer at vælge imellem, så man kunne selv bestemme om man ville se på Kentucky-stegte kyllinger, Tuborg "The beer of Danish kings"  eller Tender Chunks hundeæde etc. En gang imellem, midt i alle disse reklamekavalkader, dukker der nogle bidder op af en eller anden barsk amerikansk seriefilm, eller man så nogle forvirrede kvindfolk der råbte og skreg, fordi de havde en chance for at vinde 1000 dollars i en eller anden tåbelig konkurrence. - Ok, det er måske hårdt sagt, men amerikansk TV er virkelig forfærdeligt..."

Tja... det var så dengang vi selv kun havde en enkelt kanal og ingen reklamer.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det efter at jeg i går - gud bedre det - så "Deal or no deal" (et program jeg iøvrigt allerede har stiftet bekendtskab med på engelsk TV). Jeg kan faktisk ind imellem blive lidt hooked på programmer som "Jeopardy" og "Hvem vil være millionær", men her kan man da undskylde sig med, at man trods alt får testet ens egen paratviden, og måske ind imellem får lært en lille smule. Men når det hele kun handler om, hvor mange penge en given person vinder, så er der jo tale om fuldstændig tanketom følelsesporno...

Og alligevel så jeg selv programmet færdigt.. Det er næsten det mest uhyggelige.      

SAO TOMÉ   1999